Lysets hjemmeside ![]() ![]() |
Se også: Du finder endnu flere erfaringer om udbedring af revner i en beretning om facaderenovering af Eschrichtsvej 10 i foråret 2012 - via siden Erfaringer fra facaderenovering.
Flemming Mørk har skrevet nedenstående beretning, der blev bragt i Lysavisen, januar 2005.
Du kan gennemse en hel serie fotos taget under reparationsarbejdet.
Vi har altid været plaget af sætningsrevner i gavlen med hoveddøren i vores hus Fengersvej 3.
Vi har både haft den obligatoriske lodrette revne over døren, samt en lodret ved tagfoden.
I løbet af den fugtige og varme sommer sidste år udviklede problemet sig meget hurtigt. Revnerne blev synligt større fra dag til dag.
Det viste sig, at revnerne opstod, fordi de to indstøbte jerndragere i gulvet i toilettet og fadeburet mellem 1. og 2. sal, samt de stålplader, som dragerne støtter på i murene, var begyndt at ruste. Når jerndragerne og støttepladerne ruster, vokser de meget i tykkelse, og løfter simpelt hele den overliggende dels af gavlen.
Vi måtte derfor have fat i en murer, som fjernede skillevæggene til toilettet og fadeburet, og huggede betongulvet op. Betonen var relativt let at hugge op, da den var uden armering, og i høj grad bestod af mur- og tagstensbrokker som fyld i betonen.
Det viste sig, at støttepladerne, der oprindeligt var omkring 8 mm, var vokset til 4-5 cm tykkelse i rustprocessen.
I det nye gulv er støttepladerne i murene af rustfrit stål. Der er kun indsat en ståldrager i gulvet ud mod trappen, og selve gulvpladen er lavet i jernarmeret beton. Ståldrageren er behandlet med en koldgalvanisering, hvilket skulle forhindre fremtidige rustdannelser. Vi har også benyttet lejligheden til at få lagt gulvvarme i toilettet.
Vores murer var heldigvis meget omhyggelig med at understøtte trappen mellem første og anden sal, inden han begyndte af fjerne gulve og jerndragere. Trappen mellem 1. og 2. sal støtter udelukkende på den yderste jerndrager, og falder derfor ned, hvis den ikke understøttes forsvarligt.
Vi fik udført arbejdet af murermester Jens Rasmussen, Rødovre Murerforretning, tlf. 36 72 10 84, og vi kan varmt anbefale firmaet. Firmaet har meget stor erfaring med istandsættelse af ældre huse som vores.
Og hvad koster sådan en reparation. Regn med mellem 75.000 og 85.000 afhængigt af, om der dukker overraskelser op i tioletkvistens tilstand, når man fjerner skillevægge rørpuds m.m.