|
Lysets hjemmeside |
Denne webside drejer indeholder referat vedrørende dagsordenspunktet:
Orientering om bredbånd i Lyset.
Den øvrige del af referatet foreligger ikke endnu.
Bredbånd. For nogle år siden blev det på Lysets generalforsamling besluttet at følge med i mulighederne for at få etableret billigt bredbånd til Lysets beboere.
Helge Rørdam Olesen har siden fulgt med i udviklingen af ValbyNet. ValbyNet blev oprettet for at levere billigt, beboerorganiseret bredbånd til Valbys borgere. I praksis er det sket ved at gå sammen med en tilsvarede forening - ParkNet på Nørrebro - som står for at etablere og levere bredbånd. I år er netværket i Valby blevet en realitet, så der nu er ca. 1000 tilsluttede husstande i Valby (se www.parknet.dk , menupunktet Valby).
Bredbånd drejer sig ikke alene om Internet, men også om telefon og TV til meget billige priser. Priserne er 50 kr/måned for en meget hurtig Internet forbindelse på 10-30 Mbit og 30 kr/måned for telefonabonnement. Der er også billigt TV - 135 kr/måned for en stor pakke. Bredbåndet er baseret på lysleder-fiber - ikke på telefonnettet, sådan som ADSL.
Der er altså penge at spare ved de løbende udgifter, men det vil kræve en stor investering for den enkelte grundejer, hvis vi skal tilslutte os Parknet. Beløbet vil ligge omkring 20.000 kr, afhængigt af forudsætningerne. Her spiller det en stor rolle, hvor mange der vælger at tilslutte sig.
Man må nok se bredbåndsprojektet som en langsigtet investering, der vil betale sig over en tidshorisont på 5, 10 eller 15 år. Den type bredbånd, der er tale om, vil give en fremtidssikker installation.
Udgiften til gravearbejde vejer tungt i budgettet. Kommunen har en plan for fortovsrenoveringer. Inden for de næste år kan vi forvente at få renoveret de fortove i Lyset, der ikke blev renoveret sidste år. Carl Langesvej står først for tur, men om det bliver i 2007 eller 2008 er endnu uvist. Det vil i den forbindelse være muligt at slippe billigere om ved graveudgiften til at etablere bredbånd i Lyset. Der er den mulighed, at vi samtidig med fortovsrenovering får gravet tomme rør til fiber ned, så vi er klar til at få bredbånd på Carl Langesvej uden yderligere gravearbejde.
Helge havde til orientering indhentet et tilbud på hvad sådan en tomrørs-installation vil koste. Det beløber sig til knap 100.000 kr excl. moms for Carl Langesvej (de to sider af vejen, med tilslutning forberedt ved 36 huse). Man kan forestille sig at få etableret en tomrørs-installation, og derpå afvente yderligere fortovsrenoveringer før nettet etableres.
Claus Cancel fra Steenbergsvej (og it-skribent i Politiken) supplerede med oplysninger om aktuel status for bredbånd, og om fordele ved at gå over til en fiberløsning. Vi ligger i et område, hvor der er god dækning med ADSL-udbydere, som ihærdigt konkurrerer på pris og hastighed. ADSL leveres via de gammeldags kobberkabler, men man kan nu godt opnå meget høje hastigheder via kobberet. Ikke desto mindre vil Claus gå ind for en fiberløsning, fordi den er mere fremtidssikker. Fiberen er i princippet 1 million gange hurtigere end den hurtigste ADSL-linje. I fremtiden vil der komme ny TV-teknik (HDTV), og til den tid vil man hverken kunne klare sig med de luftbårne signaler eller med de nuværende kobberkabler.
Hans synspunkt var, at hvis der sker en fortovsrenovering, og hvis man kan få fiber for en billig penge, så ville han anbefale det. Men behovet for hurtigere forbindelser er ikke stort lige nu - det kommer først for alvor om 7-8 år.
Der blev spurgt til, om fiberløsningen forudsætter, at alle tilslutter sig. Det gør det ikke, men en del af udgifterne er faste (bl.a. graveudgifterne), mens andre varierer i forhold til antallet af tilsluttede. Helge har et regneark med omtrentlige priser, hvor man kan se, hvordan priserne varierer med forudsætningerne. Iøvrigt bygger projektet på, at der gøres klar til tilslutning ved samtlige huse, sådan at man ikke skal grave i fortovet, hvis en husstand tilmelder sig senere.
Der blev spurgt til ejerskabet for netværket. Helge svarede, at netværket i Lyset vil blive vores eget. Søren fra Steins Plads så det som en meget vigtig ting, at vi således er uafhængige af monopoler, og kan skifte udbyder, hvis vi ønsker det.
Hvis et netværk i Lyset bliver en realitet, er grundejerforeningen næppe den rigtige ramme rent foreningsmæssigt. Der vil formentlig skulle oprettes en antenneforening eller lignende.
Udgangen på diskussionen blev, at der arbejdes videre med ideen. I det øjeblik der kommer en fortovsrenovering, så skal vi være klar til at beslutte om vi vil satse på at få gravet kabler ned eller ej.
24. oktober så situationen ud som beskrevet herover.
23. november fik Bredbåndsudvalget i Lyset imidlertid besked fra kommunen om at fortovsrenoveringen
på Carl Langesvej kommer til at foregå i indeværende år.
Gravearbejdet påbegyndes formentlig i uge 49.
Bredbåndsudvalget mødes derfor søndag den 26. november kl. 20 for at drøfte, hvordan vi griber sagen an.
Mødet er også åbent for andre - ring dog først til Helge Rørdam Olesen (36 30 31 01), hvis du vil deltage.