Den bevarende lokalplan for Lyset

Lokalplan Folder om lokalplan

Der findes en bevarende lokalplan for Grundejerforeningen "Lyset" fra 1996 (Lokalplan nr. 270). Lokalplanen er på 12 sider, og kan ses her (i PDF-format, 381 KB).

Københavns kommune har udarbejdet en folder til husejerne i Lyset. Den blev udgivet i 2013 og blev en smule opdateret juni 2014 (kontaktadresser). Folderen er på 4 sider og kan ses her (i pdf-format, åbner i nyt vindue)

Husene må gerne fortsætte med at se ud, som de gjorde i 1996, men hvis man laver noget om, skal tingenes udseende føres tilbage til det originale. Det har bl.a. betydning, hvis man vil udskifte vinduer eller hegnet mod gaden. Lokalplanen indeholder ret detaljerede anvisninger, bl.a. tegninger af vinduer og døre.

Striksere forvaltning af lokalplanen fra 2012

Som grundejere skal vi værne om husenes kvaliteter og det værdifulde miljø i kvarteret. Den bevarende lokalplan er med til at gøre kvarteret unikt.

I 2013 udgav Københavns kommune en folder om lokalplanen i forbindelse med at procedurerne omkring overholdelse af lokalplanen blev strammet op i 2012. Fremover skal man således sørge for at søge om dispensation fra lokalplanen til forskellige renoveringsprojekter, som mange hidtil blot har udført uden at involvere kommunen.

I kommunens pjece til beboerne i Lyset står der "Du må ændre din ejendom som beskrevet i lokalplanens paragraf 6, stk. 2-13. Øvrige ændringer forudsætter, at du søger tilladelse hos Københavns Kommunens Center for Byggeri.."

Her skal med nogle eksempler præciseres, hvad der ligger i det.

Lokalplanen indeholder også bestemmelser om, at ydermure skal være pudsede med overfladestruktur som den oprindelige, at trappen til hoveddøren skal være af beton, at de oprindelige murhuller ikke må ændres, at hoveddøren skal være fyldingsdør med udseende som den oprindelige, og at kvisten med toilet til 2. sal skal bevares.

Kontakt kommunen hvis du har planer om et projekt, der kræves tilladelse til – eller hvis du er i tvivl om, hvorvidt der kræves tilladelse til det. Kommunen vil meget gerne være med til at vejlede. Kontaktadresse:

Grundejerforeningen og lokalplanen

Grundejerforeningen har et forskønnelseudvalg (se adresselisten), der kan være behjælpelig med råd.

I øvrigt får tilflyttere udleveret en "velkomstpakke", der bl.a. indeholder den historiske pjece om "Lyset" samt lokalplanen. Den historiske pjece giver et indtryk af, hvordan kvarteret er blevet skabt. Velkomstpakken udleveres af Helge Rørdam Olesen (Fengersvej 19).

Når huse i Lyset bliver sat til salg kontakter ejendomsmæglerne grundejerforeningens bestyrelse og beder den medvirke til at udfylde et oplysningsskema. Her vil det blive oplyst, hvis lokalplanen åbenlyst ikke er blevet overholdt. Ejendomsmægleren har pligt til at oplyse køber herom - køber skal være klar over, at der kan komme nogle konsekvenser.

Se også siden Istandsættelse, der giver adgang til mange sider med praktiske tips om renovering og problemløsning.

Dispensationer fra lokalplanen

Der er en særskilt webside med flere detaljer om, hvilke dispensationer der er søgt og givet siden 2012.


Seneste opdatering: 24. juni 2014
Vedligeholdes af Helge Rørdam Olesen